256.000 i NemID vanskeligheder

Borgere, der benytter sig af styresystemet Windows XP på deres computer står overfor et problem, hvis de skal logge sig på NemID. Det er nemlig sådan, at NemID skal opdateres til en nyere version. Når den nye version træder i kraft, vil Windows XP brugere ikke længere kunne logge på med NemID fra deres computer, hvilket især kan give problemer i forhold til udbetaling af dagpenge.

Udbetalingen af dagpenge sidst i juli 2014 kan nemt komme til at volde problemer for disse Windows XP brugere.

“Hvis man taster sig ind på sin digitale adgang til a-kassen, ja så forhindres man i det til den udbetaling, der sker her i slutningen af juli. Vi frygter, der er mange, som ikke har taget højde for det her. Og så står man der, og kan ikke få udbetalt sine penge,” siger Keith Fobian, der er administrerende direktør i DANA, a-kasse for selvstændige til Avisen.dk.

Det er dog en mulighed for de 256.000 danskere, der bruger Windows XP at udskrive og udfylde en dagpengeblanket, der så kan sendes til A-kassen, men det frygtes, at mange ikke er klar over denne problematik.

“Folk skal jo have deres penge, så vi anbefaler, at man downloader en blanket, som så udfyldes og sendes ind til os. Ellers kan man selvfølgelig også tage på biblioteket eller forbi sin kusine og låne en computer”, siger han.

Det anbefales af Lars Frelle-Pedersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, at Windows XP brugerne skifter til et andet, nyere styresystem, så de er klar til at udfylde deres dagpengeblanketter via NemID.

Der er lukket for kommentarer.