Amerikanske Amazon ansætter nye medarbejdere som aldrig før

Det er utroligt populært blandt den amerikanske befolkning at arbejde for de amerikanske tech-giganter. Det gør sig gældende stort set lige meget, hvilken post der er tale om. De amerikanske borgere ser ofte en ansættelse som et springbræt til en højere stilling.

Tager man et firma som onlinehandelsvirksomheden Amazon, så er det åbenbart så populært, at folk står i kø for at få job hos dem – også selvom der ”bare” er tale om et simpelt job, som går ud på at pakke ordre.

Amazon har senest opslået 50.000 jobopslag, idet de søger personer til at pakke disse ordrer, og folk står i kø for at få en lille bid af kagen på trods af, at lønnen ikke er noget at råbe hurra for.

De lavt betalte varehus-job har ry for at være fysisk hårde, stressende og giver typisk ikke mere end 12 til 15 dollars i timen, skriver New York Times.

Avisen vurderer, at mange af ansøgerne er ligeglade med, at det er et meget krævende job, da det for dem handler om at få en fod indenfor i en stor virksomhed, hvor der er mulighed for at gøre karriere.

Amazon beviser med disse 50.000 nye stillinger, at de er med helt fremme, når det drejer sig om vækst ift. ansatte.

Amazon blev grundlagt af Jeff Bezos, der for nylig blev kåret til verdens rigeste mand for en kort stund, i 1995 i Seattle i USA.

Virksomheden, der startede ud som en internet boghandel, har senere udvidet sig til at sælge alt fra tøj til møbler.

Der er lukket for kommentarer.