Arbejdsuge på 40 minutter – Umuligt at finde job!

Der findes ingen nedre grænse, når det handler om timeantallet, som en fleksjobber må arbejde. Det er på sin vis både ondt og godt, da det betyder, at der vil være tilfælde, hvor arbejdsevnen bliver vurderet til så lidt, at det virker håbløst at skulle kunne finde et arbejde.

Det kan Frank Salkvist, der efter 25 år som tømrer, vidne om, da han efter en arbejdsulykke nu kun må arbejde 40 minutter – om ugen.

Frank Salkvist, der stort set havde opgivet håbet om et arbejdsliv, og derfor så førtidspension som en løsning, blev blankt afvist af Viborg Kommune efter at have søgt om førtidspension.

Det er dog så godt som umuligt for Frank Salkvist at finde en arbejdsplads, der vil ansætte ham de tre gange 13 minutter, som han er visiteret til af Viborg Kommune.

Et af de mange afslag, som han har modtaget fra arbejdsgivere lyder således ifølge Fagbladet 3F:

“Til trods for, jeg har stor sympati for din situation samt du har nogle brugbare kvalifikationer, er evt. ansættelse udelukket, på baggrund af det meget begrænsede minuttal, du har til rådighed.”

Der er lukket for kommentarer.