Erhvervsakademiet Lillebælts unge vil opnå drømme

De unge mennesker, der læser på Erhvervsakademiet Lillebælt skal være i stand til at få deres idéer ud over rampen. Det vil sige, at det som de unge måske i dag tænker som uopnåeligt, skal gøres opnåeligt i deres øjne.

Det vil nogle af de innovative sværvægtere fra Nasa og Google hjælpe med på en konference, som Erhvervsakademiet Lillebælt har sat i værk.

Konferencen hedder ”Factory of Imagination”, og den har kostet akademiet op mod én million kroner at få det sat i værk. Den første del af konferencen blev afholdt på Dok 5000 på Odense Havn. Det var med stjernenavne som Google-designer Morten Just og Nasa-strateg Dan Goods på plakaten, at de unge mennesker kunne få sat liv i deres håb om, at også deres idéer kan komme fra tegnebrættet og ud i virkeligheden.

”De krøllede hjerner giver eleverne lys i øjnene, og det hæver deres ambitionsniveau. Når de studerende møder de her koryfæer, får det dem til at tænke, at det uopnåelige er opnåeligt,” siger Jens Mejer Pedersen, rektor for erhvervsakademiet ifølge Finans.dk.

Det handler om at kunne tænke ud af boksen, hvis man som nyuddannet gerne vil have et godt job. Det handler altså, ifølge Erhvervsakademi Lillebælts rektor, om at skille sig ud fra mængden, når det drejer sig om at få idéer til at blive til virkelighed.

Der er lukket for kommentarer.