Det er som regel ikke for sjov, når Facebook får en idé af denne art, så det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af dette påhit, som går ud på, at Facebook vil konkurrere med de helt store på markedet for streaming. Det er nemlig ikke hvem som helst, de vil tage kampen op imod, da det er selveste YouTube og NetFlix, der står for skud, når Facebook lancerer deres nye streamingtjeneste, der kommer til at hedde ”Watch”.
Der skal vises TV for de mange millioner brugere af Facebook, og det vil ifølge Mark Zuckerberg blive muligt at chatte med andre, der ser samme TV-program, ligesom man vil kunne melde sig ind i grupper, der omhandler netop end yndlingsprogram.
»At se et tv-program behøves ikke være en passiv oplevelse. Det kan i stedet være en mulighed for at dele en oplevelse, der kan bringe folk sammen, som har de samme værdier,« skriver Mark Zuckerberg, Facebooks grundlægger, i en statusopdatering på sin profil.
Facebook afslører endvidere, ifølge Finans.dk, at Watchs første tv-programmer kommer til at være live-visninger fra den amerikanske kvindebasketball-liga, et program om forældreopdragelse og et naturprogram fra National Geographic.
»Watch bliver et sted, hvor du kan opdage programmer, som dine venner ser, eller følge dit yndlingsprogram, så du ikke går glip af nogen episoder. Det vil også være muligt at chatte med andre brugere under tv-programmerne, og bagefter vil det være muligt at blive medlem af grupper, hvis medlemmer kan lide det samme program,« skriver Mark Zuckerberg.
Med tiden er det planen, at Watch skal være et sted, hvor alle kan udsende et TV-program, som de selv har lavet.
Det er pt. Facebooks plan, at tiltaget skal starte ud i USA, men det skulle snart brede sig til resten af verden.