Ferien skal aftales med chefen i god tid

Når der skal afholdes ferie fra jobbet, så har din chef mere at skulle have sagt, end du måske lige går og tror. Der er faktisk mange ting, der skal holdes styr på, når det kommer til, hvornår du kan holde ferie, så det kan være en god idé at være helt sikker på, at du rent faktisk kan holde ferie, inden du bestiller drømmerejsen.

Det er rent faktisk sådan, at det er din chef, der bestemmer, hvornår du må afholde ferie, hvis blot det er indenfor ferielovens rammer.

Man har som lønmodtager ret til at afholde tre ugers sammenhængende ferie fra 1. maj til og med 30. september, og de to resterende uger skal afholdes i løbet af resten af året. Men når det er sagt, så er det faktisk din chef, der bestemmer, hvornår du må afholde disse feriedage, hvis blot chefen underretter dig tre måneder i forvejen, hvad angår ferien fra 1. maj til og med 30. september – og én måned i forvejen hvad angår den resterende ferie.

”Der ligger en særlig beskyttelse over for lønmodtageren. Dels har man ret til at holde tre ugers samlet ferie, og dels kan arbejdsgiveren ikke bare fra den ene dag til den anden sige, at du skal du holde tre ugers ferie fra i morgen,” siger Christine Stemann Johansen, der er chefkonsulent i fagforeningen Djøfs rådgivningscenter.

Man kan som lønmodtager ikke bare selv bestemme, hvornår man gerne vil afholde sin ferie. Det er noget, der skal aftales med chefen. Men ifølge Christine Stemann Johansen finder de fleste nemt ud af det på arbejdspladsen.

Hun siger følgende til Finans.dk:

”Det er meget sjældent, at vi hører om, at folk ikke får deres ferieønsker. Der, hvor det kan gå galt, er ved opsigelsessituationer.”

Dette skyldes, at mange virksomheder gerne ser, at folk går hjemme, hvis de er blevet afskediget eller har opsagt deres stilling. Grunden til dette er, at virksomhederne ikke ser de ansatte som loyale, hvis de ikke længere skal arbejde for firmaet. Og så behøver virksomhederne heller ikke afregne de 12,5 pct. til feriekonto, så det er også besparende for virksomheden at gøre det på den måde.

Der er lukket for kommentarer.