Find dit nye job gennem dit netværk

Når vi danskere søger nyt job, så foregår det, i mange tilfælde, lidt anderledes, end det gjorde for nogle år tilbage. Der er ingen tvivl om, at danskerne hælder til at finde deres nye job gennem netværk i større stil, end de gjorde det førhen, hvor det foregik på en mere ”gammeldags” måde – nemlig med at skrive en jobansøgning til et stillingsopslag.

Det ses på statistikerne, at det faktisk kun er 48% af dem, der har skiftet job indenfor de seneste år, der har benyttet sig af traditionelle rekrutteringskanaler. Dette gælder almindelige ansøgninger til stillingsopslag, men også uopfordrede ansøgninger.

De resterende 52% af dem, der er blevet ansat, har fundet deres nye job gennem deres netværk eller gennem en headhunter, der har fundet dem.

”Virksomhederne rekrutterer i dag i højere grad gennem netværk. Ansætter de gennem netværk, ved virksomhederne, at de får gode kandidater ind. At der er nogen, der siger god for en kandidat, betyder mere i dag end tidligere,” siger Juliane Marie Neiiendam, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen til Finans.dk.

Det viser sig imidlertid også, at det er kvinderne, der finder deres nye job på den ”gammeldags” måde vha. ansøgninger. Mens 43 pct. af mændene har fået deres nuværende job gennem en traditionel jobansøgning, er tallet 53 pct. for kvinderne.

”Det handler om at få opbygget et godt netværk. Generelt er kvinderne ikke så gode til at opbygge netværk, som mændene er. Dog kan vi blandt Ingeniørforeningens medlemmer se, at der er en lige fordeling mellem kvinder og mænd, der bliver opfordret til at søge et nyt job via netværket,” siger Juliane Marie Neiiendam til Finans.dk.

Der er lukket for kommentarer.