Spar penge på din nye iPhone 7 ved at tage et smut til England

Går du med planer om at investere i den nye iPhone 7, og ja, skal det endda være den helt store iPhone7 Plus med 256 GB? Hvis svaret er ja, så er der faktisk penge at spare, hvis du vælger at tage turen til London med fly, købe mobilen og tage hjem igen om aftenen. Det lyder utroligt, at man kan spare penge på denne måde, men det er faktisk sådan, det hænger sammen.

Efter Brexit har der været store diskussioner om, hvordan briterne skal ud af EU, og det har altså fået kursen på det britiske pund til at falde en hel del. Dette har sænket priserne på en masse forbrugsvarer, og iPhone 7 er ingen undtagelse her.

Alle ”7’ere” er som udgangspunkt mindst 540 kr. billigere, når man sammenligner priser på den engelske og danske hjemmeside, mens en ”6’er” er mellem 520 og 560 kr. billigere.

Man skal naturligvis kigge sig godt omkring for at finde en billig flybillet, der kan holde prisen nede, men gør man det, så er der vitterligt nok penge at spare på at tage til England efter sin nye telefon. Og ja, så får man jo også en dag i smukke England med i posen.

Der er lukket for kommentarer.