Tip en ven med gode tilbud – er det lovligt?

SPAM – Vi kender det alle sammen. I hvert fald os, der har en e-mailadresse, og det er der mange af os, der har. Der findes mange regler og retningslinjer i markedsføringsloven, men det er langtfra alle virksomheder, der følger disse til punkt og prikke.

En af de måder hvorpå, der blandt andet bliver sendt SPAM ud i de danske mailbokse er, når venner tipper venner om gode tilbud fra virksomheders hjemmesider og webshops. Det der her er tale om, er at en person klikker på en knap, hvorpå der fx står ”Tip en ven”, hvorefter en tekst bliver sendt til vennen, der måske vil finde teksten spændende – måske ikke.

Det ulovlige ved dette opstår, hvis teksten der sendes ud til vennen ikke kan rettes af afsenderen. Hvis teksten kan rettes, så er der ifølge markedsføringsloven blot tale om en ganske almindelig e-mail, der bliver sendt mellem to venner. Men hvis teksten ikke kan rettes i den pågældende e-mail, så er der tale om SPAM, da modtageren ikke har bedt om at få en mail fra virksomheden, som mailen kommer fra.

Der opstår nemt en gråzone, når der er tale om markedsføring på Facebook, hvor der også er et stort marked for virksomheder, der gerne vil profilere sig via dette medie.

”På Facebook er det er ikke klassisk spam men derimod en anden uanmodet kommunikation, og det skal man kunne frabede sig. Det er blevet mere og mere moderne at markedsføre på de sociale medier, derfor får vi en del henvendelser fra virksomheder, der spørger til, hvad de må, og fra forbrugere, der har opdaget noget, som de er blevet irriteret over,” siger Karen Søndergaard, der er specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden til Finans.dk.

Denne gråzone skyldes blandt andet, at markedsføringsloven er lavet før Facebook blev til.

Karen Søndergaard understeger, at det ikke er forbrugerne, der skal være bange for at sende disse mails. Det er udelukkende virksomheden, der vil blive straffet i en sådan sag.

»Markedsføringsloven handler om erhvervsdrivende, og det er den erhvervsdrivendes ansvar at sikre, at det foregår efter reglerne. Virksomheden skal vejlede om, hvordan man kontakter vennerne på en lovlig måde,« siger Karen Søndergaard.

Der er lukket for kommentarer.