Plantorama er et familiedrevet selskab, der pt. har i alt ni havecentre her i landet. Man skulle måske synes, at ni havecentre og en omsætning på 300 mio. kroner årligt var nok, men sådan er det altså ikke. Plantorama vil mere, og de har derfor købt Amagerlands Have- og Plantecenter på Amager og Plantorama Family Garden i Horsens.
Dette betyder altså, at den familieejede kæde kommer op på 11 havecentre, hvilket vil løfte omsætningen til 400 mio. kroner på årsbasis.
”Strategien er at etablere nye Plantorama i en række af de større byområder, hvor vi ikke er i dag,” siger adm. direktør Peter Vang Christensen til Finans.dk.
Faktisk sigtes der hen i mod, at der skal kunne findes 18 Plantorama-centre her i Danmark.
”Vi har kræfter til at vokse dels med egen finansiering dels med fremmed finansiering, men det vil ske i et tempo, hvor virksomhedens soliditet fortsat er høj,” siger Peter Vang Christensen.
Det hele startede i 1987, da Peter Vang Christensens far, der stiftede familievirksomheden, åbnede det første havecenter i Aarhus-forstaden, Egå. Plantorama byder på mere end ”bare” planter. Det er også muligt at købe sit næste kæledyr i Plantorama, ligesom der bydes på en del andre ting, og det er gået hurtigt med at opbygge denne efterhånden store kæde.
Der bliver smidt et tocifret millionbeløb i det projekt, som det er at gøre de to nye havecentre klar. Der er tale om store butikker, der tilsammen dækker et par fodboldbaner.
Plantorama har havecentre i Egå, Aalborg, Randers, Viborg, Vejle, Sønderborg, Odense, Hillerød, Vallensbæk – og nu altså i Horsens og på Amager.