Det bliver stadig billigere og billigere at flyve, og det selvom priserne allerede er faldet drastisk de seneste fem år. Det gælder destinationer rundt om i Europa, men ikke mindst er der mange penge at spare på oversøiske ruter.
Prisfaldet skyldes ganske simpelt, at der har været hård konkurrence på ruterne, og priserne er derfor presset helt i bund. Det skal også nævnes, at der er kommet nye lavprisruter til, som gør, at det samlet set giver et stort fald i prisen.
I 2016 faldt de gennemsnitlige billetpriser på de europæiske ruter fra København med 12 pct. til 656 kr. inklusive skatter og afgifter. I Billund faldt prisniveauet med 9 pct. til 995 kr. i gennemsnit. Også rejserne til oversøiske destinationer er blevet markant billigere.
Det viser en prissammenligning fortaget af Travelmarket.dk.
I 2017 forventes priserne at dale med yderligere 5-10 %, så det er altså billigt at komme rundt omkring i verden.
Lavprisselskaber som Ryanair, Wizzair, Norwegian og EasyJet er hovedårsag til de billige flypriser, da disse selskaber slås indbyrdes om at tilbyde de billigste flybilletter.
Fra København til London kan enkeltbilletter ofte købes til under 200 kr., ligesom der er eksempler på billetter til Rom for under 300 kr.